Hej, jeg hedder Sanne

Jeg er uddannet sygeplejerske og EI psyke, krop og helbredsterapeut.

Jeg er mor til 4 voksne børn og gift på 35. år. I 15 år var vores indbyrdes relationer og børnenes vilkår præget af alkohol - og medafhængighed. Vi startede rejsen på at sætte os selv fri af afhængighedens skygge i 2006, hvor vi acceptere at vi havde brug for hjælp til at bryde de uhensigtsmæssige mønstre. Da alkoholen var væk, var der plads til at se på de bagvedliggende årsager til afhængighederne, der have rod i både vores egne og tidligere generationers traumer og chok.

Jeg ved af levet erfaringer, hvor kompleks og svært det er at sætte sig fri af alkoholismens og med-afhængigheds påvirkninger og finde sig selv..

Jeg hjælper mennesker der ønsker at lindre, forløse og transformere smerten som udvikles ved at være nær pårørende til et menneske der har haft eller stadig kæmper med en afhængighed.

Mit ønske udspringer af min egen rejse fra fastlåsning til frihed i mine nære relationer, hvor jeg gik vejen mod at finde min sunde fornuft og balancen i forhold til hvad jeg har ansvar for.

Jeg voksede op i en familie præget af fysisk sygdom, psykisk ubalance og et tabu – noget de voksne ikke talte om og noget vi børn lærte at undgå.

Jeg blev god til at aflæse stemning, tilpasse min adfærd til andres behov, give omsorg og ikke være til besvær. Det var jo synd for de voksne, de ville det bedste, selvom de ikke altid evnende det. Så selvfølgelig måtte jeg kompensere hvor jeg kunne.

Jeg lærte at gøre mig umage for at få anerkendelse, ikke at give op – for min overbevisning var at det var hårdt arbejde for at nå frem. Det blev både min styrke og min svaghed.

Jeg udviklede stor forståelse, rummelighed og tolerance for andres adfærd, men jeg lærte også ignorere mine egne følelser, grænser og uopfyldte behov, selv om jeg et sted i mig mærkede, at det ikke var okay. Jeg troede bare ikke jeg havde noget valg.

Det var årsagen til at jeg altid forelskede mig i nogle, som havde brug for uendelig meget kærlighed, omsorg og forståelse. En ekspert zone udviklet ved at kopiere min mors adfærd, kombineret med min egen længsel og håb om anerkendelse og accept af hvem jeg egentlig var og havde brug for.

Det blev også kimen og fundamentet for at tage uddannelsen som sygeplejerske, da jeg både i praksis og i overført betydning var god til at plastre på andres sår.

Rejsen mod frihed

Rejsen mod følelsesmæssig frihed og kærlig samhørighed – fra at være ude til at komme hjem i sig selv og hele egne sår.

Rejsen mod at sætte os fri af afhængighed startede med at min mand og børnenes far, accepterede at han havde brug for hjælp da han ikke kunne klare sit eget liv. Han kom i behandling og blev ædru. Han og familien fik den første hjælp til at få det bedre.

Vi lærte om de forsvarsmønstre der udvikles i familie og som er med til at holde familien fanget i en en nedad gående spiral. Vi fik sat ord på de fælles for mønstre, som jeg også kendte fra min opvækst. Benægtelse, bagatellisering og opdigtet virkelighed.

Vi havde dog stadig konflikter, de samme dramaer, med med samme replikker og med samme udfald. Vi var stadig fanget i gamle adfærds mønstre, hvor i hver især syntes det var den anden der skulle ændre noget.

En dag fik jeg nok og orkede ikke mere mine egen følelsesmæssige udsving mellem at blive en ”Tude Marie” eller den ”Rasende varan”.

Da jeg havde en tro på at jeg skulle klare mig selv, tog det tid at komme til erkendelse at af det var okay at havde brug for hjælp. Det var det første og største skridt.

Jeg holdt op med at vente på forandringer uden for mig selv. Jeg måtte i stedet finde min egen vej til at få det godt, se på de fastlåste tanker, følelser og handlinger som havde udviklet sig og som faktisk slet ikke passede til den jeg egentligt var.

Jeg slap troen på at vide hvad der var bedst for andre. Så kunne jeg i stedet bruge min energi til at finde ud af hvilken del af konflikterne der var min del, hvorfor jeg havde dem og hvordan jeg fik det bedre - også uden at det betød at jeg skulle være ligeglad med andre.

EIP - Chok og traumeforløsning

Så jeg gik vejen, med terapeutisk hjælp i form af chok og traume forløsning af fortidens oplevelser. Når nuets oplevelser ikke længere forurenes af gammelt bagage, kunne jeg se situationer og mennesker og mig selv mere klart.

Jeg behøver ikke længere lade mig viljeløst styre af andres behov, deres eller mine egne indre dramaer. Jeg kan stadig falde tilbage i gammel adfærd – men nu ved jeg, at jeg har et valg og selv bestemmer hvor meget og hvor længe andres adfærd og lidelser skal fylde i mig – jeg kan give slip, uden at det betyder at jeg er ligeglad med dem.

I dag er mit kald og håb, at jeg må være den som holder lyset for at andre, der gerne vil og er klar til at finde vejen ud af dramaskoven, mod større frihed , lethed og ro, med det formål at kunne være kærligt til stede i nære relationer uden kamp og frygt.

Jeg tror på, at alt det vi oplever og tiltrækker af både godt og minde godt, har en årsag og iboende mening. Universets formål er at udvikle mennesketes empati for alt levende i verden og at holde op med være fordømmende over for sig selv og dermed andre.

Det sker kun via levede erfaringer, og kun hvis vi formår at hæve og op over den del, som føler sig gjort til offer og som skammer sig. Denne transformation, sker når vi støttes i at kunne se på os selv med de kærlige øjne, som vi oprindeligt manglede tidligt i livet, hvor vi enten følte os truet, fortabte, fordømt eller forladt og som gemmer sig i vores mønstre og kropslige hukommelse.

Jo mere vi er hjemme i os selv, jo mere kan vi være for andre med empati, uden at komme på overarbejde.