Arkiv
13. juni 2024
At være pårørende til afhængighed.
"Jamen han har jo ingen tøj på" siger drengen i H.C. Andersens eventyr, "Kejserens nye klæder".
Barnet har ingen frygt for at tale om det han ser og oplever. Han er det uskyldige barn, der endnu ikke er blevet podet med de voksnes frygt for og skam over for at være for dumme og ubegavede hvis man ikke kan se "de fine klæder".
Tabuet brydes, da han højt siger, det alle kan se og ved.
Det, der udstilles, er ikke alene kejseren nøgen og sårbar, men i lige så høj grad dem omkring ham, som ikke har turdet være ærlige pga. af egen frygt og skam.
Selv om vi af hjertet vil det modsatte, er der stor risiko for, at vi som pårørende, ven eller kollega kommer til at gøre det samme som i eventyret. Vi lader os overbevise om, enten af os selv eller andre, at det der ses, høres og mærkes ikke er sandt eller så slemt. Vi dækker over, rydder op og betaler enten konkret eller i overført betydning, for at undgå at udstille den andens sårbarhed og svigt. Vi bliver over-forstående.
Vi er med-ansvarlige i at opretholde illusionen om at noget er bedre end det i virkeligheden er.
Uden at vide det bliver vi overansvarlige og kommer fysisk og mentalt på overarbejde. Det sætter spor. De vigtigste værdier som kærlighed, tillig og respekt devalueres.
Ingen er dumme eller ubegavede. Men vi mangler viden og forståelse for os selv og egen adfærd i relation til afhængighed. Vi er drevet af frygt, overbevisninger og mønstre i os selv, som vi ikke umiddelbar har adgang til eller vil erkende, fordi det kan opleves lige så sårbart og skamfuldt, som at være "Kejseren med bar ende".
Det er ikke muligt at ændre andre. Det er langt mere kraftfyldt at forstå og acceptere os selv i spillet og erkende at virkelig forandring starter hos os selv.
"Jamen han har jo ingen tøj på" siger drengen i H.C. Andersens eventyr, "Kejserens nye klæder".
Barnet har ingen frygt for at tale om det han ser og oplever. Han er det uskyldige barn, der endnu ikke er blevet podet med de voksnes frygt for og skam over for at være for dumme og ubegavede hvis man ikke kan se "de fine klæder".
Tabuet brydes, da han højt siger, det alle kan se og ved.
Det, der udstilles, er ikke alene kejseren nøgen og sårbar, men i lige så høj grad dem omkring ham, som ikke har turdet være ærlige pga. af egen frygt og skam.
Selv om vi af hjertet vil det modsatte, er der stor risiko for, at vi som pårørende, ven eller kollega kommer til at gøre det samme som i eventyret. Vi lader os overbevise om, enten af os selv eller andre, at det der ses, høres og mærkes ikke er sandt eller så slemt. Vi dækker over, rydder op og betaler enten konkret eller i overført betydning, for at undgå at udstille den andens sårbarhed og svigt. Vi bliver over-forstående.
Vi er med-ansvarlige i at opretholde illusionen om at noget er bedre end det i virkeligheden er.
Uden at vide det bliver vi overansvarlige og kommer fysisk og mentalt på overarbejde. Det sætter spor. De vigtigste værdier som kærlighed, tillig og respekt devalueres.
Ingen er dumme eller ubegavede. Men vi mangler viden og forståelse for os selv og egen adfærd i relation til afhængighed. Vi er drevet af frygt, overbevisninger og mønstre i os selv, som vi ikke umiddelbar har adgang til eller vil erkende, fordi det kan opleves lige så sårbart og skamfuldt, som at være "Kejseren med bar ende".
Det er ikke muligt at ændre andre. Det er langt mere kraftfyldt at forstå og acceptere os selv i spillet og erkende at virkelig forandring starter hos os selv.